tirsdag den 3. januar 2012

Velkommen 2012


Nytårsaften blev lidt for larmende for mindstemand. Det var ikke sjovt at putte mens himlen lyste blå og gul og bragende udenfor forstyrrede de nødvendige før-jeg-skal-sove-samtaler med kluden. Så nytårshatten blev hurtigt lavet om til en tryllehat og med den på hovedet kan intet ondt ske. Hatten reddede Miksens søvn og hatten og trylleriet tager vi med ind i 2012 og lader det virke hele året.

Der er ingen store taler herfra om 2011. Vi vinker farvel til året som for mit vedkommende i alt alt for høj grad blev tilbragt på langs. Alt for meget sygehus. Alt for meget medicin, operation og kan ingenting. Alt for mange andre som bestemte og alt for meget ked af det hed. 2011 går for mit vedkommende over i historien som det hårdeste år jeg kan huske.

I stedet for gør vi klar til at indtage 2012 stående, gående, dansende og meget mere smilende og grinende. Der er ikke nytårsfortsæt om flere kilometer i benene, færre kilo på sidebenene eller nul smøger herfra. Der er såmænd bare et ønske om afklaring og ro og mange flere skridt i den rigtige retning. Brikkerne falder efterhånden mere og mere på plads i hovedet. Ind imellem overvælder trætheden, smerterne og frustrationen stadigvæk og det føles som om hele puslespillet falder fra hinanden. Men de dage er der længere imellem og brikkerne er efterhånden så velkendte at de er meget nemmere at sætte sammen igen.

De sidste brikker har jeg ikke selv. I de næste 6 uger stikker kloge hoveder fra kommunen, jobcenteret, lægehuset og sygehuset hovederne sammen og vurderer, hvor jeg hører hjemme på hylden. Jeg holder ikke vejret mens jeg venter - men er bestemt ikke upåvirket. Jeg ved ikke helt hvad jeg ønsker udfaldet skal blive. Nogle dage synes en pension som det værste der kan ske og langt fra den hverdag jeg ser som mulig. Dagene hvor benene svigter helt og i de søvnløse nætter er den afgørelse mere end velkommen. Jeg kender ikke reglerne og jeg ved ikke hvad de finder ud af. Jeg udfylder skemaer og melder ind som jeg skal og så må vi se. Jeg ved i hvert fald, at når vi rammer nytår næste gang er jeg færdig med den del af systemet og det glæder jeg mig virkelig til at vinke pænt farvel til.

2012 er velkommen her. Det bliver et godt år! Vi har nemlig tryllehatten og med den kan intet ondt ske. Vi låner den gerne ud til dem som trænger - og i hvert fald ønsker vi jer alle det bedste af det bedste for det nye år.

Godt nytår!

1 kommentarer:

Uldbegavet sagde ...

Tusind tak for din søde kommentar på min blog. Jeg er så træt af min vægt og af at ligne en strandet hval, så jeg er helt klar til at gøre noget ved det.
Jeg håber at 2012 bliver et godt år for dig, hvor der kommer en afklaring på hele din situation.

Mange hilsner fra Susanne

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...