onsdag den 23. april 2014

I min have

Da vi købte vores hus var haven én stor forfærdelig jungle. Vi brugte uger på at fælde og rive ned - kun for at lade en gravko komme ind på grunden, endevende det hele og fjerne alt. Vi var rørende enige. Ingen have til os. Kun fliser og græs. Et par potter med blomster og så drivhuset. Det fik lov til at blive, hvis drømmen om egen avl skulle vokse. Men så. Slut.

Man har et standpunkt til man tager et nyt. Og det tog vi i påsken.

For først kom tulipanerne op. Hokus pokus fra de løg farmor hjalp os med at putte i jorden i efteråret. Og da de først stod der. Vanvittigt smukke og farvestrålende og lovede sol og sommer. Så blev vi lidt solgt.

Så først afsted til havecenteret efter et Magnoliatræ. Grave grave, fylde med surbundsspagnum og plante. Og så var vi ligesom igang. Så én tur mere til centeret - mere spagnum og to fine Rhododendron. Endnu et bed - og udsigt til flere fine blomster i haven.

Så nu skal vi bare vente. Vel ca 10 år før træet har en passende størrelse og måske 3 før Rhododendronbeddet er blevet så fyldigt, at det ikke ligner en kasseret julestjerne.

Men vi har have. Og det bliver SÅ fint.





Nå ja. Og så er de første planter sat i drivhuset. 4 forskellige slags tomater og to peber. De skulle efter sigende vokse ret hurtigt, hvis man ellers passer dem godt. Sørger for de har det varmt, får vand og gødning og får nappet alle sideskud af.

I virkeligheden passer tomatplanter nok mere til min tålmodighed og for en sikkerheds skyld tjekker jeg lige en gang i timen om de skulle være vokset lidt.



Det bliver en fest herfra. En havefest.


mandag den 21. april 2014

Søde Lene

I går eftermiddags - i det fineste forårssolskin - fik den smukkeste, sjoveste og klogeste engel sine vinger.


Min veninde Lene sov stille ind omgivet af sin nærmeste familie.

Lene lærte mig med største tålmodighed at hækle og at man faktisk godt kan drikke kaffe uden mælk - sådan helt sort. Hun sørgede for, at der aldrig manglede Pepsi Max i mit skab, da jeg var bundet til sengen og skiftede (meget hemmeligt selvfølgelig) den væmmelige proteindrik ud med en iceblend.

Hun var sjov og hyggelig og skarp som bare pokker. Hun kunne så mange fine ord, at man kunne blive helt rundtosset af at tale med hende, når hun rigtig slog sig løs.

Lene var mor med verdens største M - og hun var der hurtigere end lynet, hvis nogen havde brug for hjælp. Engang sendte hun mig et billede af en lille våd kattekilling, godt pakket ind i et håndklæde. "Se hvad jeg lige har reddet fra naboens børn og deres vandslange. Jeg er da nødt til at finde dens ejer" Ligeledes ville hun helst have kaffen serveret på gulvet når hun var her - så kunne Cosmo nemlig hoppe op på skødet og være med.

Det er helt helt forkert og uvirkeligt, at hun ikke er her mere. Forårspicnicen i Niholaen bliver uden hende og jeg kender ingen andre, som jeg sætter mig ned og hækler et monster sammen med, mens vi lige klarer verdenssituationen og får styr på hvor belastende andre mennsker kan opføre sig i et omklædningsrum. (og Lene sidder i sin himmel nu og rynker panden godt og grundigt sammen over, at jeg har brugt kursiv hele to gange i en sætning som handler om hende).

Jeg tænder et ekstra lys for Lene i aften. Sender tusind tanker afsted til Mikkel og lille Aksel Emil og et tak imod himlen fordi jeg fik lov til at have Lene i mit liv.


Æret være Lenes minde.

søndag den 13. april 2014

Der er så dejligt ude på Bøgelandet

Økodag. Og vi var med. Det er første gang vi roder os ud i den slags. Jeg er ikke sådan super vild med alt for meget natur - og da slet ikke noget som indebærer alt for meget lort og store larmende dyr. Men. Min store unge havde bagpå en liter mælk at økokøer kan danse og det måtte vi da tjekke ud.

Så vi drog afsted. Sammen med 400 tusind andre til en økogård i Rønde. Og så på køer. Og klappede kalve. Og gik i halm som var - øhhh - mudret.

Mikas er sikker på vi har været på Bøgelandet - og foreslår vi napper en flyver næste gang. Hjalte var bange for, at han ville lugte af ko, når vi gik hjem og at det mudder den ene hoppende ko sprøjtede i hovedet på ham var lort. Og Jacob var en smule bekymret for, om pizzabilen nogensinde ville komme fra pløjemarken parkeringspladsen igen. Jeg knipsede løs af det hele - mest for at kunne bevise, at jeg virkelig var på landet i dag.








På vejen hjem stoppede vi ved en planteskole og købte en magnoliatræ og en hulens masse gødning. Indrømmer blankt at vi tog den ikke organiske. Til gengæld blev aftenens lasagne lavet af økoko og mælken i mit meget tiltrængte kaffe er også noget så øko.

Og vi har meget mere ferie og meget mere familiehygge i vente. Det er jeg fan af.

Når filmen knækker

I dag blev dagen, hvor jeg stod for underholdningen af et helt storcenter. Ældstebarnet skulle have ny jakke - yngstebarnet ville rutsje, så jeg lavede kombien og tog begge unger med i storcenteret og lovede en times leg i legelandshelvedetparadiset, når vi var færdige med at prøve jakker.

Det gik ikke helt som ventet. Eller håbet. Eller planlagt.

I butikken med jakker forelskede yngste sig i en UV badedragt (WTF??). Forelskelsen forvandlede sig på et nanosekund til et KRAV om at eje og han stak i et hyl og hægtede sig fast til dragten, som gjalt det livet.

Og så forsøgte jeg med. "Vi skal ikke købe badedragt i dag" "Og nej min skat - den må du altså ikke få" og .....

Men seriøst. Jo mere sød og anerkendende og forklarende jeg forsøgte at være. Jo større horn syntes barnet at gro og jeg mener det, når jeg siger, at jeg a.l.d.r.i.g har set ham sådan før. Han forvandlede sig sig til et skrigende, sparkende, hylende monster. Ekspedienten forsøgte desperat at tale til mig om jakker og vindtæthed over det skrigende barn, alt imens alt omkring os bare stod stille.

Jeg er ikke i tvivl om, at hver eneste gæst i storcenteret hørte hans meget høje "JEG VIL HA DEEEEEN" Om ikke andet så da jeg måtte tage ham på armen og slæbe ham hele vejen hen af gangen - stadig sparkende og skrigende. Væk fra butikken. Væk fra legelandet. Ud til bilen.

Her forsøgte jeg at tage ham på skødet. Fortælle ham at NU var han nødt til at stoppe. Hvis vi skulle nå at lege i legelandet havde vi ikke tid til at skrige mere over en mintgrøn UV dragt. Og. Bla bla blaaaa. Som om det gjorde noget som helst bedre. Barnet græd. Råbte undskyld mor. Jeg vil gerne lege. Mor hoppede på den - gik tilbage mod centeret. Kun for at sande, at det hele startede forfra, så snart vi ramte gulvet i centeret.

Mere, "JEG VIL HA DEN DRAAAAAGT"

Os tilbage til parkeringspladsen. Og nu mor med fuldstændig og aldeles underskud på overskudskontoen, tålmodighedskontoen og blottet for alt pædagogisk tankegang. Pis!

På parkeringspladsen fattede barnet selvfølgelig udemærket, at vi nu var på vej til bilen - og startede igen med sit (meget meget højt) grædende undskyld. Som jeg ignorerede, mens jeg kæmpede mig frem til bilen. Ind med ham - ja og ældstebarnet som tålmodigt løb bag os hele tiden.

Ved ikke helt hvad der var dråben. Om det var den fede ko ældre dame, som højlydt vrissede "Han har sagt undskyld 5 gange - hvad mere forlanger du" - eller om det var det lydniveau, der opstår når nogen skriger så højt inde i en lukket bil. Eller det var desperation over at se, hvor ude af kontrol han var. Eller det fact, at vi efterhånden havde underholdt en hel del mennesker i 45 minutter. Eller noget helt andet.

I hvert fald knækkede morfilmen, og jeg endte med at brøle "HOOOOLD MUND" lige ind i ansigtet på ham. Og oven i købet kalde ham møgunge.

F.L.O.T.

Og så blev min lille yngste krøltop stille. Og sagde. "Det var ikke pænt sagt" Og det var det sgu heller ikke. Overhovedet.

Og så sad vi der på en parkeringsplads. Og krammede og drak en juice. Indtil vi igen kunne få vejret. Og vi kiggede hinanden dybt i øjnene og sagde undskyld begge to. Sådan rigtigt.

Og vi nåede et hele. Både at købe jakke og lege i legeland. Oven i købet fandt vi et par batmanunderbukser og en ny sej madkasse. Og vi fik bagt pizza og müslibarer og alt det andet jeg havde lovet.

Men lige i dag havde jeg mavepine af dårlig samvittighed hele tiden. Min lille dreng var så udmattet, rødøjet og varm da vi kom hjem, at han drattede omkuld på min seng sammen med Yoko. Og da han vågnede, klistrede han sig fast til mig. Puttede og ville ikke engang spise sin pizza uden at sidde på skødet af mig. Stille dreng. Og ked af det mor. Man er ikke særlig voksen, når man kalder sit barn for en møgunge. Så er man en møgmor!

Han er ikke en møgunge. Overhovedet ikke!



Men filmen knækkede. i morgen limer vi den sammen igen - og måske tager vi ud og ser nogle øko køer danse. Jeg skal sove ved siden af ham her i nat. Han blev puttet under min dyne og jeg tror heldigvis jeg er tilgivet.

onsdag den 26. marts 2014

Er der slet ingen steder man kan købe en ny?

Sorgen og savnet viser sig  forskelligt. Og nogen gange har jeg samtaler med mine børn, som tydeligt viser at de slet slet ikke er færdige med at savne deres mormor. Som i morges lige inden Mikas og jeg skulle afsted til børnehaven.

Miks: "Moaar. Kan du godt huske, da vi solgte min jakke til drengens mor?"

Mig: "Ja det kan du tro. Og drengen blev rigtig glad for den jo.

Miks: "Jahh... Men kan du også godt huske dengang vi købte mine gummistøvler. Og Hjaltes diskolampe? Det var jo heller ikke i en ægte butik"

Mig: "Ja det kan jeg godt huske.  Det er jo lidt smart, at man kan købe det man mangler, hvis en anden er færdig med at bruge det ikk?"

Miks: "Jo. Men moar......

Mig: "Ja søde"

Miks: "Altså.....

Mig: "Hvad tænker du på? Er der noget du ønsker dig?"

Miks: "Ja RIGTIG meget faktisk"

Mig: "Ok. Hvad er det (var forberedt på hele Batmanremsen igen)

Miks: "Men kan vi ikke bare finde et sted hvor man købe en ny mormor? Altså sådan en rigtig en. Som kommer med pakker når hun besøger os. Og bager birkes og....

Tænker at Trendsales, Gul og Gratis, DBA og diverse Facebooksider kommer til kort her. Pis. Osse.

lørdag den 8. marts 2014

Let som en fjer

I sommers skrev jeg det her indlæg. Jeg har hele tiden vidst, hvordan jeg på et tidspunkt ville komme til at bære hende med mig. Let som en fjer. Og nu er den der. På mit højre håndled. Den er helt som den skal være. Fin og let. Og tegnet lige til mig.


Jeg har grædt lidt på den. Ikke kun fordi den på en eller anden måde er lidt et punktum. På noget som jeg slet slet ikke er færdig med. Og fordi hun stadigvæk ikke altid er helt let hende mor.

Men lige nu græder jeg mest fordi mine tanker er hos Lene. Hendes historie er fuldstændig ubærlig. Det  må simpelthen ikke ske! Men det gør det. Det er det tungeste i hele verden! Linda siger det hele. Og det er helt rigtigt, at det føles forkert at skrive om det. Der er alt alt for meget på spil til at få det ud igennem tasterne. Det er ikke iorden.

Sidst jeg talte med Lene, var hun her for at prøve min cykel. For at teste om det var den model hun skulle have. Så hun selv kunne cykle i vuggestuen med Aksel Emil. Og måske tage en familiecykeltur. Vi aftalte at mødes på midten til Nihola træf, når forårssolen kom. Men kaffe og krokus i ladet. Ud i det blå. Så i dag græd jeg ned i min kaffe og gav mine unger et ekstra langt kram. Og sendte Lene tusind tanker. 

Og nu har jeg tændt lys. Ungerne er kysset og puttet og kysset igen. Jeg elsker allerede min fjer. Den er helt som den skal være!

søndag den 2. marts 2014

En vinder

Tusind tak for alle jeres kommentarer - både her og på instagram. Jeg har lagt kommentarerne fra instagram efter dem her på bloggen og ladet random og tilfældighederne bestemme. Anette - du blev den heldige vinder. Send mig din adresse, så sørger jeg for at du får bogen. Håber både din mor og dig bliver glade for at læse den.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...