søndag den 13. april 2014

Der er så dejligt ude på Bøgelandet

Økodag. Og vi var med. Det er første gang vi roder os ud i den slags. Jeg er ikke sådan super vild med alt for meget natur - og da slet ikke noget som indebærer alt for meget lort og store larmende dyr. Men. Min store unge havde bagpå en liter mælk at økokøer kan danse og det måtte vi da tjekke ud.

Så vi drog afsted. Sammen med 400 tusind andre til en økogård i Rønde. Og så på køer. Og klappede kalve. Og gik i halm som var - øhhh - mudret.

Mikas er sikker på vi har været på Bøgelandet - og foreslår vi napper en flyver næste gang. Hjalte var bange for, at han ville lugte af ko, når vi gik hjem og at det mudder den ene hoppende ko sprøjtede i hovedet på ham var lort. Og Jacob var en smule bekymret for, om pizzabilen nogensinde ville komme fra pløjemarken parkeringspladsen igen. Jeg knipsede løs af det hele - mest for at kunne bevise, at jeg virkelig var på landet i dag.








På vejen hjem stoppede vi ved en planteskole og købte en magnoliatræ og en hulens masse gødning. Indrømmer blankt at vi tog den ikke organiske. Til gengæld blev aftenens lasagne lavet af økoko og mælken i mit meget tiltrængte kaffe er også noget så øko.

Og vi har meget mere ferie og meget mere familiehygge i vente. Det er jeg fan af.

Når filmen knækker

I dag blev dagen, hvor jeg stod for underholdningen af et helt storcenter. Ældstebarnet skulle have ny jakke - yngstebarnet ville rutsje, så jeg lavede kombien og tog begge unger med i storcenteret og lovede en times leg i legelandshelvedetparadiset, når vi var færdige med at prøve jakker.

Det gik ikke helt som ventet. Eller håbet. Eller planlagt.

I butikken med jakker forelskede yngste sig i en UV badedragt (WTF??). Forelskelsen forvandlede sig på et nanosekund til et KRAV om at eje og han stak i et hyl og hægtede sig fast til dragten, som gjalt det livet.

Og så forsøgte jeg med. "Vi skal ikke købe badedragt i dag" "Og nej min skat - den må du altså ikke få" og .....

Men seriøst. Jo mere sød og anerkendende og forklarende jeg forsøgte at være. Jo større horn syntes barnet at gro og jeg mener det, når jeg siger, at jeg a.l.d.r.i.g har set ham sådan før. Han forvandlede sig sig til et skrigende, sparkende, hylende monster. Ekspedienten forsøgte desperat at tale til mig om jakker og vindtæthed over det skrigende barn, alt imens alt omkring os bare stod stille.

Jeg er ikke i tvivl om, at hver eneste gæst i storcenteret hørte hans meget høje "JEG VIL HA DEEEEEN" Om ikke andet så da jeg måtte tage ham på armen og slæbe ham hele vejen hen af gangen - stadig sparkende og skrigende. Væk fra butikken. Væk fra legelandet. Ud til bilen.

Her forsøgte jeg at tage ham på skødet. Fortælle ham at NU var han nødt til at stoppe. Hvis vi skulle nå at lege i legelandet havde vi ikke tid til at skrige mere over en mintgrøn UV dragt. Og. Bla bla blaaaa. Som om det gjorde noget som helst bedre. Barnet græd. Råbte undskyld mor. Jeg vil gerne lege. Mor hoppede på den - gik tilbage mod centeret. Kun for at sande, at det hele startede forfra, så snart vi ramte gulvet i centeret.

Mere, "JEG VIL HA DEN DRAAAAAGT"

Os tilbage til parkeringspladsen. Og nu mor med fuldstændig og aldeles underskud på overskudskontoen, tålmodighedskontoen og blottet for alt pædagogisk tankegang. Pis!

På parkeringspladsen fattede barnet selvfølgelig udemærket, at vi nu var på vej til bilen - og startede igen med sit (meget meget højt) grædende undskyld. Som jeg ignorerede, mens jeg kæmpede mig frem til bilen. Ind med ham - ja og ældstebarnet som tålmodigt løb bag os hele tiden.

Ved ikke helt hvad der var dråben. Om det var den fede ko ældre dame, som højlydt vrissede "Han har sagt undskyld 5 gange - hvad mere forlanger du" - eller om det var det lydniveau, der opstår når nogen skriger så højt inde i en lukket bil. Eller det var desperation over at se, hvor ude af kontrol han var. Eller det fact, at vi efterhånden havde underholdt en hel del mennesker i 45 minutter. Eller noget helt andet.

I hvert fald knækkede morfilmen, og jeg endte med at brøle "HOOOOLD MUND" lige ind i ansigtet på ham. Og oven i købet kalde ham møgunge.

F.L.O.T.

Og så blev min lille yngste krøltop stille. Og sagde. "Det var ikke pænt sagt" Og det var det sgu heller ikke. Overhovedet.

Og så sad vi der på en parkeringsplads. Og krammede og drak en juice. Indtil vi igen kunne få vejret. Og vi kiggede hinanden dybt i øjnene og sagde undskyld begge to. Sådan rigtigt.

Og vi nåede et hele. Både at købe jakke og lege i legeland. Oven i købet fandt vi et par batmanunderbukser og en ny sej madkasse. Og vi fik bagt pizza og müslibarer og alt det andet jeg havde lovet.

Men lige i dag havde jeg mavepine af dårlig samvittighed hele tiden. Min lille dreng var så udmattet, rødøjet og varm da vi kom hjem, at han drattede omkuld på min seng sammen med Yoko. Og da han vågnede, klistrede han sig fast til mig. Puttede og ville ikke engang spise sin pizza uden at sidde på skødet af mig. Stille dreng. Og ked af det mor. Man er ikke særlig voksen, når man kalder sit barn for en møgunge. Så er man en møgmor!

Han er ikke en møgunge. Overhovedet ikke!



Men filmen knækkede. i morgen limer vi den sammen igen - og måske tager vi ud og ser nogle øko køer danse. Jeg skal sove ved siden af ham her i nat. Han blev puttet under min dyne og jeg tror heldigvis jeg er tilgivet.

onsdag den 26. marts 2014

Er der slet ingen steder man kan købe en ny?

Sorgen og savnet viser sig  forskelligt. Og nogen gange har jeg samtaler med mine børn, som tydeligt viser at de slet slet ikke er færdige med at savne deres mormor. Som i morges lige inden Mikas og jeg skulle afsted til børnehaven.

Miks: "Moaar. Kan du godt huske, da vi solgte min jakke til drengens mor?"

Mig: "Ja det kan du tro. Og drengen blev rigtig glad for den jo.

Miks: "Jahh... Men kan du også godt huske dengang vi købte mine gummistøvler. Og Hjaltes diskolampe? Det var jo heller ikke i en ægte butik"

Mig: "Ja det kan jeg godt huske.  Det er jo lidt smart, at man kan købe det man mangler, hvis en anden er færdig med at bruge det ikk?"

Miks: "Jo. Men moar......

Mig: "Ja søde"

Miks: "Altså.....

Mig: "Hvad tænker du på? Er der noget du ønsker dig?"

Miks: "Ja RIGTIG meget faktisk"

Mig: "Ok. Hvad er det (var forberedt på hele Batmanremsen igen)

Miks: "Men kan vi ikke bare finde et sted hvor man købe en ny mormor? Altså sådan en rigtig en. Som kommer med pakker når hun besøger os. Og bager birkes og....

Tænker at Trendsales, Gul og Gratis, DBA og diverse Facebooksider kommer til kort her. Pis. Osse.

lørdag den 8. marts 2014

Let som en fjer

I sommers skrev jeg det her indlæg. Jeg har hele tiden vidst, hvordan jeg på et tidspunkt ville komme til at bære hende med mig. Let som en fjer. Og nu er den der. På mit højre håndled. Den er helt som den skal være. Fin og let. Og tegnet lige til mig.


Jeg har grædt lidt på den. Ikke kun fordi den på en eller anden måde er lidt et punktum. På noget som jeg slet slet ikke er færdig med. Og fordi hun stadigvæk ikke altid er helt let hende mor.

Men lige nu græder jeg mest fordi mine tanker er hos Lene. Hendes historie er fuldstændig ubærlig. Det  må simpelthen ikke ske! Men det gør det. Det er det tungeste i hele verden! Linda siger det hele. Og det er helt rigtigt, at det føles forkert at skrive om det. Der er alt alt for meget på spil til at få det ud igennem tasterne. Det er ikke iorden.

Sidst jeg talte med Lene, var hun her for at prøve min cykel. For at teste om det var den model hun skulle have. Så hun selv kunne cykle i vuggestuen med Aksel Emil. Og måske tage en familiecykeltur. Vi aftalte at mødes på midten til Nihola træf, når forårssolen kom. Men kaffe og krokus i ladet. Ud i det blå. Så i dag græd jeg ned i min kaffe og gav mine unger et ekstra langt kram. Og sendte Lene tusind tanker. 

Og nu har jeg tændt lys. Ungerne er kysset og puttet og kysset igen. Jeg elsker allerede min fjer. Den er helt som den skal være!

søndag den 2. marts 2014

En vinder

Tusind tak for alle jeres kommentarer - både her og på instagram. Jeg har lagt kommentarerne fra instagram efter dem her på bloggen og ladet random og tilfældighederne bestemme. Anette - du blev den heldige vinder. Send mig din adresse, så sørger jeg for at du får bogen. Håber både din mor og dig bliver glade for at læse den.

torsdag den 20. februar 2014

Stille død

Dengang det hele startede. For lidt over et år siden i februar 2013 skrev jeg et panikindlæg her på bloggen. Jeg anede virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre og hvordan jeg skulle melde ud. Hvem jeg skulle bede om hjælp og hvor jeg skulle hente den. Jeg kunne slet ikke være i min krop for følelser og en stor del af de følelser var afmagt. Afmagt og angst. Angst overfor den opgave jeg lige var blevet stillet og som jeg på ingen måder havde bedt om. Jeg skulle passe min mor - eller i hvert fald være hos min mor - i hendes eget hjem. Indtil hun døde.

Midt i forløbet fik jeg en mail. Fra Mette - Fru Z. Hun skrev til mig, at mit forløb og min historie var usammenlignelig. Men at der måske alligevel var lige præcis de små ting til fælles som gjorde, at jeg kunne bruge noget. Eller at jeg måske havde brug for én at udveksle ord med. Eller at jeg måske kunne hente hjælp i, at der var andre som havde fået samme opgave smidt i hovedet. Hun fortalte mig også dengang, at hun havde skrevet det hele ned.

Og det havde hun virkelig. Skrevet det hele ned. Sejt og modigt og hudløst er ordene om forløbet, følelserne, sygehuset, plejerne - alle de ting som pludselig bliver en del af hverdagen, når man passer en døende - skrevet ned. I starten sikkert mest som selvterapi, men heldigvis for os, er det ikke længere sådan.

Ordene er nemlig blevet til denne lille bog:


Jeg er heldig. For jeg har fået lov til at læse og anmelde bogen. Og ved I hvad. Den er så fin! Den er fin fordi, den hiver det hele ned på jorden - lige der, hvor det skal være. Fordi der oven i alle de følelser som følger med  alvorlige beskeder også følger en hulens masse praktiske opgaver. En masse ting som skal koordineres, mennesker som skal informeres, aftaler der skal passes og ting der skal tages stilling til.

Ens grænser blive hele tiden rykket og ting, som man havde svoret aldrig at kunne gøre bliver en helt naturlig del af hverdagen. Og ja. Så er der tårer som skal grædes og svære samtaler som skal tales. Og oven i købet skal det lige håndteres, at mennesker er forskellige og reagerer på forskellige måder og på forskellige tidspunkter.
For hvis der er noget man ikke bare lige helt kan planlægge - så er det døden og alt det som følger med.

Hele det sammensurium får Mette på 82 sider beskrevet. Fint og ærligt. Personligt og tæt. Og alligevel breder hun sig, så alle vil få glæde af at læse hendes bog.  De plejere som skal ud blandt pårørende - ud i de døendes hjem. De mennesker som kender nogen - eller kender nogen som kender nogen, som har stået eller står i situationen. Dem som selv har fået serveret opgaven. Dem som har været der - eller dem som måske kommer der. Engang. Der er vist ingen som - frivilligt - stiller sig forrest i køen, når den slags opgaver bliver delt ud. Men hvor er det så fantastisk, at der rent faktisk nu er mulighed for at læse ordene fra en, som har været der selv.

Jeg blev stille da jeg læste bogen. Stille fordi den rammer plet. Jeg fik lov til at kigge med der, hvor døren ellers er lukket. Der hvor kaffen og chokoladen ikke lige står klar, til de gæster som måtte komme. Jeg fik lov til at komme lidt tættere på familien og på de sidste sider står det rørende klart, hvor tæt et bånd der er knyttet - lavpraktik og forskelligheder til trods. Fordi det i denne lille bog bliver klart at den proces, og det at passe en døende i sit eget hjem ikke bare er svært for dem der gør det. Det er også en opgave for den døende. At tage imod og accepterer at ens nærmeste pludselig bliver vigtige i situationer, som man ellers helst havde klaret selv.

Jeg blev også stille fordi bogen på  mange måder sender mig tilbage. Fordi jeg kan nikke genkendende til helt utrolig mange ting. Fordi jeg mange gange - mens jeg læste - tænkte, "hvor ville jeg ønske jeg havde læst bogen dengang"

Men nu har jeg læst den. Jeg elsker den. Jeg elsker at Mette, (som altså stadig mest hedder Fru Z inde i mit hoved, fordi jeg har fulgt hendes blog så længe) formår at bevare sin egen hverdags-lette-sjove-finurlige-og-sådan-noget skrivefacon. For lige præcis dét gør bogen så helt utroligt nærværende.
Jeg elsker at hun tør. At hun kaster lys over det, som vi allesammen har så frygteligt svært ved at tale om. At hun - og hendes familie lader os få del i noget så privat og så enormt følelsesladet, som det at passe en døende er.

Jeg er glad for min bog og jeg kommer til at læse den igen. Jeg er også glad for, at jeg har et ekstra eksemplar liggende. Det giver nemlig en af jer mulighed for også at vinde bogen.

Så hvis du smider en kommentar til indlægget her - eller ovre på instagram så er du med i lodtrækningen om dit helt eget eksemplar af "Stille Død"
Jeg trækker en vinder blandt alle kommentarer søndag den 2. marts kl 20'ish.

Hvis du ikke kan vente kan bogen købes her

mandag den 17. februar 2014

Dengang da jeg var lille

Den 17. februar. I dag kørte jeg til Sunds, byen ved søen, der hvor jeg voksede op, der hvor jeg legede tarzan i den lille skov i baghaven, spillede fodbold med drengene fra vejen og lavede parfume af bladene fra hybenroserne. Der hvor jeg blev teenager og gik til fester i ungdomsklubben. Sad bagpå på Brians Puk Maxi og drak slavevodka og røg grønne look i rygeskuret. Hvor jeg flyttede i min første lejlighed i en kælder på Fredbovej - med yndlings René som nabo. Byen jeg flyttede fra, men besøgte igen og igen og igen. For min mor blev. Hun elskede at bo i Sunds. Og Sunds elskede hende. Og jeg elskede at besøge hende. Jacob elskede at besøge hende. Unger elskede - mere end elskede at besøge hende.

Og i dag - lige da jeg parkerede bilen foran kirken - spillede de "dengang da jeg var lille" i radioen. Og Kim Larsens rustne stemme satte lidt den fede streg under faktum da han sang "dengang da jeg var lille var der ingenting som var forbi - dengang da jeg var lille var verden vidunderlig"

For jeg er ikke lille mere. Jeg ved godt, at det der med at ingenting er forbi ikke passer. For Sunds er på mange måder forbi. Det blev på alle måder tydeligt i dag. Da jeg havde lagt mine blomster, tændt mit lys og snakket lidt ud i luften til min mor, kunne jeg bare vende om og køre væk igen. Ud af byen. Og væk. Den ufede tjans ved at blive voksen vist. Uanset hvor barnligt jeg insisterer på, at hun skal komme tilbage. Stoppe med at være død. Så er det forbi. Det der med at have en mor.

Og nu er der gået et år. Og vi napper lige et år mere. Og et mere. Fordi vi skal.

Men rent faktisk. Så uanset hvor hårdt det har været i dag. Uanset hvor mærkeligt det er, at der er gået et år. Uanset hvor ofte filmen stadig knækker og fokus forsvinder fuldstændigt i 'jeg vil ha min moar' gråd. Uanset hvor mange gange jeg bliver ramt i hjertet, når jeg stadig hver eneste dag har et eller andet som jeg virkelig ville ønske jeg kunne dele med hende. Uanset hvor meget hellere jeg ville have hende her.

er verden vidunderlig. Også selvom jeg ikke er lille.

Og i dag var en rigtig fin dag. Solen skinnede lige fra morgenstunden. Da jeg rullede gardinet op i køkkenet, var det første jeg så, en glad lille solsort som ventede på sit æble og sit brød. De kærligste hilsner bippede ind på min telefon. Roserne hos blomsterhandlen havde den helt rigtige sarte farve, og da jeg lagde dem ved siden af stenen skinnede solen direkte ned på os. Jeg kunne næsten høre min mors kærlige stemme sige 'nu er alt som det skal være'


Og så kørte jeg til Herning. Spiste frokost med min svigermor. Snakkede og hyggede. Kiggede butikker og købte en ny lækker frakke. På vejen hjem købte jeg stof. I friske sjove farver til at sy bluser af til drengene. Hun var med mig hele tiden. Hun ville have elsket det hele og jeg ville have elsket at have hende med. Men når hun nu ikke kan være det, så er det så helt igennem fantastisk at have mennekser omkring sig som kan. Og mennesker som ved, hvor meget det betyder.

Og ja - så har jeg vintergækker. Enkelte løg overlevede heldigvis den store haverenovering, og de titter lige så stille frem derude nu. Men budskabet om at foråret er på vej. Trods alt.




Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...