mandag den 9. juni 2014

Gode stærke ben

Først var det en hel marathon og i dag var det så en halv. Aarhus City halvmarathon. Han er sgu sej ham der vores far. I dag tog ungerne og jeg med ind til byen. Sugede marathonstemningen til os, spiste is i solen, kiggede på street art, hørte musik, så på cheerleaders, heppede med fjollede pandebånd og foldede klappevifter i hænderne og stod klar til at modtage ham ved målstregen 1 time og 44 minutter efter vi sendte ham afsted

Sejt løbet. Sejt arrangement og festlig stemning. Ironisk nok vist mindst lige så trætte og dumme ben til mig som til løberen - så high five til endnu en fridag i morgen. Satser på at en dag uden planer og med god tid til at smække stængerne op sender det sygdomsattak, som roder med min krop lige nu retur, hvor det kom fra og giver Jacob mulighed for at sætte nye mål med sit løb.

Nu går det lige så godt jo.

Klar til at sende far afsted mod startfeltet

12.000 løbere og vel 3 gange så mange tilskuere og en mindstemand som gerne tager på eventyr på egen hånd lavede vi lige en "hvis mor bliver væk løsning"

Startskud med balloner og konfetti - så festligt!

Fuld af imponade over den kæmpe donut der lige blev tryllet frem af grafittimaleren her

klapper far over 12,5 km stregen - og jubler over at han holder en fin tid!

'Fjollede pandebånd skal der til når man hepper' selfie

Og så kan mindstemanden også se. 2 minutter til far kommer i mål. Yay!

søndag den 1. juni 2014

Reality Bites

I 1994 - 1995 boede jeg i Florida. Det er ikke mere glamourøst end, at jeg var der for at passe børn. Det var her jeg for første gang stiftede bekendtskab med den der 'det er bare en fase' sætning, som vist er uundgåelig, når det handler om børn.

Austin var 3 og lige så lige trådt ind i 'but why' fasen da jeg flyttede ind. Den var lang og jeg var i perioder ved at blive vanvittig. Hver e.n.e.s.t.e gang jeg sagde noget, fortalte noget, forlangte noget eller spurgte om noget kom det prompte: "But why....." og når jeg svarede - eller forklarede lød det igen "But why....." Og til dét svar fulgte naturligvis også et rungende "But why...."

SUK!

Da jeg selv mange år senere fik børn startede faserne for alvor. Det er lidt standardsvar til det hele. "Bare rolig. Det er kun en fase" Måske efterfulgt af "Man har trods alt ikke set en på 14 kaste sig skrigende i gulvet, når han ikke må få en kiks"

Og det er fint nok med de faser. Fint at de kommer, og rigtig fint for mange af dem at de også stopper igen. Og jeg må indrømme, at jeg i mit stille sind har krydset fingre for, at mine unger pænt ville hoppe over "But why...." fasen. Og enten er lige netop den fase forbeholdt de amerikanske børn eller er jeg bare velsignet med nogle unger, som har godtaget hvad jeg har sagt uden en hel masse 'hvorfor' til følge.

Men. Træerne vokser ikke ind i himlen jo og yngstebarnet har selvfølgelig opfundet sin helt egen og mindst lige så irriterende fase. Må jeg præsentere.

Virkelighedsfasen.

Vi snakker rigtig meget om, hvad der findes og hvad der ikke findes i virkeligheden. Den kører på repeat.

"Mor - findes tyve i virkeligheden" "Mor - findes tomater i virkeligheden" "Mor kan man i virkeligheden godt svømme i havet" "Mor - er der i virkeligheden en måne" "Mor - hvor mange dage er der i virkeligheden til på fredag" "Mor - er det i virkeligheden dig eller far som henter mig i dag" "Mor - kan man godt i virkeligheden godt drømme hele tiden"

Bla bla bla blaaaaa. Bla blaaaa.

Langt det meste af tiden kan jeg faktisk godt smile og svare. Og forklare. Og oven i købet synes han er sød og nysgerrig og helt perfekt videbegærlig.

Men andre gange. Så strammer han den altså bare. Som for eksempel den anden morgen:

"Moar - er du i virkeligheden et helt normalt menneske. Eller er du Hulk?"

......

"Eller .....  Er du bare lidt tyk?"

tirsdag den 20. maj 2014

Run Forrest, Run....

Jeg har altid synes, at det var det sejeste i hele verden at gennemføre en marathon. 42 km er bare LANGT! Det er næsten herfra og til Silkeborg - en strejkning jeg ikke engang altid orker i bil!

Så. Da Jacob løb over målstregen til Copenhagen Marathon i søndags, var der ikke et øje tørt. Er så bravende stolt af ham. Hvor ER det bare sejt løbet. Punktum!

Målet var at komme under 4 timer - og så ellers bare lige mærke, hvad sådan en lille tur rundt i Københavns gader ville koste for kroppen. I dag melder han ømme ben, og det snurrer lidt i kroppen. Men allerede nu siger manden, at han ikke er afvisende for at gøre det igen. Og måske med et mere konkret tidsmål i hovedet. Nu ved han, hvad det er.

Jeg synes bare det sejt. Sejt sejt. Så det klapper jeg af mens jeg napper mine egen lille rute rundt om Engsøen. 5 km er fint til mig. De 42 overlader jeg til Jacob.







mandag den 5. maj 2014

10 år!!!

Har lige taget 20 store runde fødselsdagsboller ud af ovnen. Fundet flag og fødselsdagsservietter frem og dækket bordet fint og festligt. Foran mig ligger et bjerg af pakker. Det er helt som det skal være når nogen står op til sin allerførste runde fødselsdag i morgen.

Så nu er det bare mig der skal forstå det. At det virkelig er 10 år siden han dumpede ned hos os. Vores helt igennem fantastiske, skønne og dejlige dreng.

10 år. TI.

Han var barnet der nægtede at komme ud. Egentlig skulle han have haft fødselsdag den 19. april. Men det sked han på og blev derinde. Så da alle andre drak øl og svingede med de røde faner rasede jeg over at det blev en hel ny måned uden at jeg fik min baby. Jeg var ved at blive vanvittig af at vente. Og ikke mindst af at få den ene "har du født" besked efter den anden. Af at blive tungere, sove dårligere og ikke lave en skid andet end at vente. Og vente og vente og vente.

Og så blev jeg sat igang. Og gik i fødsels. Og gik i stå. Og det gjorde de igen. Og igen. Så jeg endte med at have veer on and off i 3 døgn inden de forbarmede sig over mig på Skejby og prikkede noget vand og gav lidt drop. Og da han så endelig gav sig - møgungen -  kom han kun halvvejs, så sad han fast. Noget så grusomt fast. Et brækket haleben og et skævt bækken spærrede for vejen, så kl 00:21 blev han hevet brutalt ud den anden vej.

Han skreg i vilden sky og strittede med sine lange tynde fingre. Han var ret medtaget. Bulet og skæv at se på og med et kæmpe Harry Potter lignende mærke lige midt i panden. Men han havde det smukkeste kobberrøde hår og de klareste mørkeblå øjne. Han var så fin og lille og helt helt perfekt og da jeg først fik ham op i armene, kunne jeg slet ikke give slip på ham igen. Jeg lukkede ikke et øje den nat selvom jeg knap nok kunne være i min krop af bare udmattelse. Men jeg lå der med ham i armene og glædede mig til, at det skulle blive morgen nok til, at jeg kunne vise hele verden, hvor fantastisk en baby jeg havde fået.

Men 10 år? Alligevel.

Vi er heldige at han dumpede ned lige her hos os. Han er så særlig. Følsom og tænksom som få. Nysgerrig og videbegærlig. Han har det største hjerte og hjælper andre med den største selvfølgelighed. Jeg er stolt som bare pokker over at han er min!

Jeg får heldigvis stadigvæk lov til at kramme ham og holde ham i mine arme. I morgen skal han fejres hele dagen. Han glæder sig - og jeg glæder mig.


Tillykke med fødselsdagen min store dreng. 

onsdag den 23. april 2014

I min have

Da vi købte vores hus var haven én stor forfærdelig jungle. Vi brugte uger på at fælde og rive ned - kun for at lade en gravko komme ind på grunden, endevende det hele og fjerne alt. Vi var rørende enige. Ingen have til os. Kun fliser og græs. Et par potter med blomster og så drivhuset. Det fik lov til at blive, hvis drømmen om egen avl skulle vokse. Men så. Slut.

Man har et standpunkt til man tager et nyt. Og det tog vi i påsken.

For først kom tulipanerne op. Hokus pokus fra de løg farmor hjalp os med at putte i jorden i efteråret. Og da de først stod der. Vanvittigt smukke og farvestrålende og lovede sol og sommer. Så blev vi lidt solgt.

Så først afsted til havecenteret efter et Magnoliatræ. Grave grave, fylde med surbundsspagnum og plante. Og så var vi ligesom igang. Så én tur mere til centeret - mere spagnum og to fine Rhododendron. Endnu et bed - og udsigt til flere fine blomster i haven.

Så nu skal vi bare vente. Vel ca 10 år før træet har en passende størrelse og måske 3 før Rhododendronbeddet er blevet så fyldigt, at det ikke ligner en kasseret julestjerne.

Men vi har have. Og det bliver SÅ fint.





Nå ja. Og så er de første planter sat i drivhuset. 4 forskellige slags tomater og to peber. De skulle efter sigende vokse ret hurtigt, hvis man ellers passer dem godt. Sørger for de har det varmt, får vand og gødning og får nappet alle sideskud af.

I virkeligheden passer tomatplanter nok mere til min tålmodighed og for en sikkerheds skyld tjekker jeg lige en gang i timen om de skulle være vokset lidt.



Det bliver en fest herfra. En havefest.


mandag den 21. april 2014

Søde Lene

I går eftermiddags - i det fineste forårssolskin - fik den smukkeste, sjoveste og klogeste engel sine vinger.


Min veninde Lene sov stille ind omgivet af sin nærmeste familie.

Lene lærte mig med største tålmodighed at hækle og at man faktisk godt kan drikke kaffe uden mælk - sådan helt sort. Hun sørgede for, at der aldrig manglede Pepsi Max i mit skab, da jeg var bundet til sengen og skiftede (meget hemmeligt selvfølgelig) den væmmelige proteindrik ud med en iceblend.

Hun var sjov og hyggelig og skarp som bare pokker. Hun kunne så mange fine ord, at man kunne blive helt rundtosset af at tale med hende, når hun rigtig slog sig løs.

Lene var mor med verdens største M - og hun var der hurtigere end lynet, hvis nogen havde brug for hjælp. Engang sendte hun mig et billede af en lille våd kattekilling, godt pakket ind i et håndklæde. "Se hvad jeg lige har reddet fra naboens børn og deres vandslange. Jeg er da nødt til at finde dens ejer" Ligeledes ville hun helst have kaffen serveret på gulvet når hun var her - så kunne Cosmo nemlig hoppe op på skødet og være med.

Det er helt helt forkert og uvirkeligt, at hun ikke er her mere. Forårspicnicen i Niholaen bliver uden hende og jeg kender ingen andre, som jeg sætter mig ned og hækler et monster sammen med, mens vi lige klarer verdenssituationen og får styr på hvor belastende andre mennsker kan opføre sig i et omklædningsrum. (og Lene sidder i sin himmel nu og rynker panden godt og grundigt sammen over, at jeg har brugt kursiv hele to gange i en sætning som handler om hende).

Jeg tænder et ekstra lys for Lene i aften. Sender tusind tanker afsted til Mikkel og lille Aksel Emil og et tak imod himlen fordi jeg fik lov til at have Lene i mit liv.


Æret være Lenes minde.

søndag den 13. april 2014

Der er så dejligt ude på Bøgelandet

Økodag. Og vi var med. Det er første gang vi roder os ud i den slags. Jeg er ikke sådan super vild med alt for meget natur - og da slet ikke noget som indebærer alt for meget lort og store larmende dyr. Men. Min store unge havde bagpå en liter mælk at økokøer kan danse og det måtte vi da tjekke ud.

Så vi drog afsted. Sammen med 400 tusind andre til en økogård i Rønde. Og så på køer. Og klappede kalve. Og gik i halm som var - øhhh - mudret.

Mikas er sikker på vi har været på Bøgelandet - og foreslår vi napper en flyver næste gang. Hjalte var bange for, at han ville lugte af ko, når vi gik hjem og at det mudder den ene hoppende ko sprøjtede i hovedet på ham var lort. Og Jacob var en smule bekymret for, om pizzabilen nogensinde ville komme fra pløjemarken parkeringspladsen igen. Jeg knipsede løs af det hele - mest for at kunne bevise, at jeg virkelig var på landet i dag.








På vejen hjem stoppede vi ved en planteskole og købte en magnoliatræ og en hulens masse gødning. Indrømmer blankt at vi tog den ikke organiske. Til gengæld blev aftenens lasagne lavet af økoko og mælken i mit meget tiltrængte kaffe er også noget så øko.

Og vi har meget mere ferie og meget mere familiehygge i vente. Det er jeg fan af.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...