På mit natbord ligger lige nu Julia Lahmes bog "Sig Farvel - hvad præster ved om sorg" Bogen handler i alt sin enkelthed og det at miste. Om det at sørge. Om det at se andre sørge. Bogen er skrevet efter Juliah selv mistede sin mor. Til kræft. Efter hun selv oplevede følelsen af at være ensom i sin sorg. At gå i stykker indeni. Efter hun oplevede håbløsheden. Efter at alting forandrede sig i hendes verden - mens den så ud til at fortsætte ufortrødent i andres.
Enkelt. Men så alligevel pisse kompliceret. For Juliah tager igennem sine interviews fat i det hele. Også de svære emner. De forbudte følelser.
Det hjælper mig at læse Juliahs bog. Og faktisk tænder det lidt den der "hende kender jeg" følelse. For det hun beskriver - måden - tankerne - frustrationen er så stor en del af min hverdag lige nu, at jeg har lyst til at ruske hele verden. Råbe og skrige og skælde ud og få den - altså verdenen - til at forstå, at den mest vigtige person i hele verden ikke er her mere.
Men den hjælper mig også til at forstå at det er mig. At det er proces jeg skal turde være i. Turde favne med alt det den bringer.
I et af Julias interviews taler hun med en hospitalspræst om "de forbudte følelser" Om det man tror man ikke må tænke. Om ikke at turde at smile i frygt for at verden tror man er holdt med at være ked af det. Om ikke at turde sige højt at noget er blevet lettere. Om at døden og sorgen og savnet også kan bringe lettelse.
AV. Det gjorde ondt bare at skrive det.
Min mor var sådan en som var god til rumme den slags følelser. Sige dem højt. Og oven i købet anderkende dem hos andre.
Da jeg var 14 år gammel døde min lillebror. Han var 13 og han havde altid været syg. Eller i hvert fald slap. Spiste ikke rigtig. Kunne ikke holde til noget. Tog pauser når han skulle tømme opvaskemaskine. Luntede ekstremt langsomt i skole. Deltog ikke i idræt. Osv. Ingen kunne finde ud hvorfor og min mor kæmpede i årevis mod et system som påstod, at det var psykisk. Indtil det ved hans død blev påvist, at der faktisk var en fysisk årsag.
Alt den anderkendelse hun ikke selv blev mødt med undervejs og efterfølgende smed hun af hjertet efter andre.
Et års tid senere blev en dreng fra min brors skole dræbt i trafikken. Vi kendte ikke familien - kun af navn. Min mor købte en buket blomster og kørte om til drengens mor. Hun kom hjem flere timer senere og sagde bare meget kort, at "de havde haft sådan en god samtale. Også om alt det svære"Først mange år senere uddybede hun præcist hvad hun havde ment med det.
Hun fortalte mig, at hun på et tidspunkt havde afbrudt morens talestrøm. Taget hende i hånden og sagt: "Dengang jeg mistede Kim havde jeg også nogle følelser jeg ikke turde sige højt. Sådan nogen som gjorde rigtig meget ondt i maven. Kender du det?" Det havde udløst en øjeblikkelig reaktion og den stakkels mor havde grædende fortalt, at hendes allerførste tanke da politiet havde overleveret den tragiske besked havde været "Phew - så skal jeg da ikke smøre så mange madpakker mere"
Prøv lige at sige det højt. Om sit eget barn! Når man samtidig vil have verden til at forstå at det hele er forfærdeligt og sørgeligt og dumt og uretfærdigt.
Min mor havde selv eksempler på den der lettelse. Og en af de dage eller aftener, hvor jeg sad ved hendes seng talte vi om det igen. Hun sagde til mig, at det ville jeg også få. Følelsen af lettelse over et eller andet. Måske noget fjollet - men jeg skulle tage det ind og anerkende og jeg skulle lade det blive en del af min egen helingsproces.
Jeg vil gerne indrømme, at jeg afviste hende vredt. Intet intet intet i hele verdenen ville blive nemmere. Intet besværligt eller træls eller dumt havde jeg at forbinde med hende. Så jeg garanterede nærmest panisk, at jeg aldrig ville mærke nogen form for lettelse. Punktum.
Jeg elsker blomster. Nogle af de blomster jeg elsker allermest er dem med duft. Hyacinter. Store liljer. Syrener. Duftende grene i store vaser.
Noget af det første kemoen ramte og lavede om på for altid for mor var hendes lugtesans. Hun blev ekstremt duftfølsom, og specielt duften af liljer og hyacinter kunne gøre hende helt dårlig. Så når mor kom på besøg, blev det hurtigt en vane at rydde huset for den slags. Ikke fordi her bugner af blomster - men det var alt lige fra hyacinterne blandt julepynten. Den langstilkede lilje i gulvvasen og duftsynderne i buketten.
Lidt ærgeligt at de fine hvide hyacinter skulle stå der i ude i julekulden - men sådan var det.
Vores have er et ret stort kaos lige nu. Vi er lige begyndt på det der store "få det til at ligne noget igen" projekt. Det betyder blandt andet at en stor gravemaskine og en stubfræser har endevendt hele lortet og det ligner nu mest af alt noget en bonde ikke engang ville kalde en mark.
Men. De løg som engang er smidt i jorden lader sig ikke sådan kue. Så op i mellem alle jordbunkerne. Inde i hækken. Ud af græsplænen. Mellem de afklippede grene, dukker der flere og flere blomster op af jorden. Der er rigtig mange hyacinter. Flotte blå/lilla duftende hyacinter.
Så vi plukker blomster. Ungerne plukker blomster. Jeg får blomster som aldrig før. Rundt omkring i huset står der fine buketter fra haven.
Enkelt. Men så alligevel pisse kompliceret. For Juliah tager igennem sine interviews fat i det hele. Også de svære emner. De forbudte følelser.
Det hjælper mig at læse Juliahs bog. Og faktisk tænder det lidt den der "hende kender jeg" følelse. For det hun beskriver - måden - tankerne - frustrationen er så stor en del af min hverdag lige nu, at jeg har lyst til at ruske hele verden. Råbe og skrige og skælde ud og få den - altså verdenen - til at forstå, at den mest vigtige person i hele verden ikke er her mere.
Men den hjælper mig også til at forstå at det er mig. At det er proces jeg skal turde være i. Turde favne med alt det den bringer.
I et af Julias interviews taler hun med en hospitalspræst om "de forbudte følelser" Om det man tror man ikke må tænke. Om ikke at turde at smile i frygt for at verden tror man er holdt med at være ked af det. Om ikke at turde sige højt at noget er blevet lettere. Om at døden og sorgen og savnet også kan bringe lettelse.
AV. Det gjorde ondt bare at skrive det.
Min mor var sådan en som var god til rumme den slags følelser. Sige dem højt. Og oven i købet anderkende dem hos andre.
Da jeg var 14 år gammel døde min lillebror. Han var 13 og han havde altid været syg. Eller i hvert fald slap. Spiste ikke rigtig. Kunne ikke holde til noget. Tog pauser når han skulle tømme opvaskemaskine. Luntede ekstremt langsomt i skole. Deltog ikke i idræt. Osv. Ingen kunne finde ud hvorfor og min mor kæmpede i årevis mod et system som påstod, at det var psykisk. Indtil det ved hans død blev påvist, at der faktisk var en fysisk årsag.
Alt den anderkendelse hun ikke selv blev mødt med undervejs og efterfølgende smed hun af hjertet efter andre.
Et års tid senere blev en dreng fra min brors skole dræbt i trafikken. Vi kendte ikke familien - kun af navn. Min mor købte en buket blomster og kørte om til drengens mor. Hun kom hjem flere timer senere og sagde bare meget kort, at "de havde haft sådan en god samtale. Også om alt det svære"Først mange år senere uddybede hun præcist hvad hun havde ment med det.
Hun fortalte mig, at hun på et tidspunkt havde afbrudt morens talestrøm. Taget hende i hånden og sagt: "Dengang jeg mistede Kim havde jeg også nogle følelser jeg ikke turde sige højt. Sådan nogen som gjorde rigtig meget ondt i maven. Kender du det?" Det havde udløst en øjeblikkelig reaktion og den stakkels mor havde grædende fortalt, at hendes allerførste tanke da politiet havde overleveret den tragiske besked havde været "Phew - så skal jeg da ikke smøre så mange madpakker mere"
Prøv lige at sige det højt. Om sit eget barn! Når man samtidig vil have verden til at forstå at det hele er forfærdeligt og sørgeligt og dumt og uretfærdigt.
Min mor havde selv eksempler på den der lettelse. Og en af de dage eller aftener, hvor jeg sad ved hendes seng talte vi om det igen. Hun sagde til mig, at det ville jeg også få. Følelsen af lettelse over et eller andet. Måske noget fjollet - men jeg skulle tage det ind og anerkende og jeg skulle lade det blive en del af min egen helingsproces.
Jeg vil gerne indrømme, at jeg afviste hende vredt. Intet intet intet i hele verdenen ville blive nemmere. Intet besværligt eller træls eller dumt havde jeg at forbinde med hende. Så jeg garanterede nærmest panisk, at jeg aldrig ville mærke nogen form for lettelse. Punktum.
Jeg elsker blomster. Nogle af de blomster jeg elsker allermest er dem med duft. Hyacinter. Store liljer. Syrener. Duftende grene i store vaser.
Noget af det første kemoen ramte og lavede om på for altid for mor var hendes lugtesans. Hun blev ekstremt duftfølsom, og specielt duften af liljer og hyacinter kunne gøre hende helt dårlig. Så når mor kom på besøg, blev det hurtigt en vane at rydde huset for den slags. Ikke fordi her bugner af blomster - men det var alt lige fra hyacinterne blandt julepynten. Den langstilkede lilje i gulvvasen og duftsynderne i buketten.
Lidt ærgeligt at de fine hvide hyacinter skulle stå der i ude i julekulden - men sådan var det.
Vores have er et ret stort kaos lige nu. Vi er lige begyndt på det der store "få det til at ligne noget igen" projekt. Det betyder blandt andet at en stor gravemaskine og en stubfræser har endevendt hele lortet og det ligner nu mest af alt noget en bonde ikke engang ville kalde en mark.
Men. De løg som engang er smidt i jorden lader sig ikke sådan kue. Så op i mellem alle jordbunkerne. Inde i hækken. Ud af græsplænen. Mellem de afklippede grene, dukker der flere og flere blomster op af jorden. Der er rigtig mange hyacinter. Flotte blå/lilla duftende hyacinter.
Så vi plukker blomster. Ungerne plukker blomster. Jeg får blomster som aldrig før. Rundt omkring i huset står der fine buketter fra haven.
I sidste weekend havde vi gæster. Hele familien kom for at fejre ældstebarnet. Jeg ryddede op og gjorde klar. Helt automatisk løftede jeg som det første den største af vaserne med blomster, og gik mod havedøren. På vejen ud gik virkeligheden op for mig og med en lille snert af lettelse satte jeg buketten tilbage. Midt på bordet!
















